Pizzeriaer i Hornslet

Står menuen på pizza i aften, men har du ikke selv lyst til at smække en dej sammen og finde den bedste topping? Så læn dig tilbage og lad de professionelle tage sig af det, mens du blot skal tænke på at hente maden hjem.

Her finder du en oversigt over de bedste pizzeriaer i Hornslet og omegn, som samtidig befinder sig inden for rimelig transporttid.

Star Pizza

Tingvej 27, 8543 Hornslet

Lige dig, hvis du er til:

  • Klassisk grillbar-pizza
  • Meget kort ventetid – ofte 10-15 minutter fra bestilling
  • Venlig betjening

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Italienske pizzaer med nøje afmålt topping

Prøv især:

  • Nummer 13: Pizza med kylling, champignon og ananas

Er du til klassisk grillbar-pizza som vi kender den fra enhver dansk provinsby, hvor de fine fornemmelser er pakket væk og ingen topping er ilde set? Så er Star Pizza din kilde til pizzaglæde. 

Star Pizza kan deres håndværk og har en solid menu med en pizza til enhver smag. Der er endda mulighed for at vælge pomfritter som topping, hvis man swinger den vej. 

De laver pizzaerne i rekordfart og leverer gerne for en rund 20’er, hvis du ikke orker at bevæge dig ned til dem. 

Udover pizzaerne kan du også investere i deres pitabrød, spaghettiretter eller grillretter, såsom grillkylling, nuggets og kebabmix.

Ild Pizza

Sortevej 8, 8543 Hornslet

Lige dig, hvis du er til:

  • Pizza i ægte italiensk stil
  • Delikat udvalg af toppings
  • Pizza af gode råvarer

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Klassisk grillbars-pizza med store mængder fyld og godt med olie

Prøv især:

Sammensæt let din helt egen pizza via hjemmesiden med lige den type topping du ønsker – prisen er altid den samme, og du kan navngive den og købe den igen næste gang.

IldPizza har rystet posen med pizzeria-koncepter og har trukket et solidt af slagsen ud til Hornslets pizza-elskere.

Bestillinger foregår via hjemmesiden, hvor man enten kan vælge blandt kokkens sammensatte, eller også kan man gå freestyle og sammensætte sin egen. Endda uden prisen bliver hverken højere eller lavere ligegyldigt hvor mange toppings man ønsker. 

Pizzaerne er i stil med de ægte italienske, hvor der ikke ruttes med mængden af toppings, som til gengæld er af bedste kvalitet og giver nogle andre muligheder end de sædvanlige grillbars-pizzeriaer. Dermed også sagt, at hvis man ønsker den gode, gamle let snaskede pizza, bør man ikke vælge dette sted.

De bringer ikke ud, men til gengæld kan du følge din pizzas status via hjemmesiden, og du kan med fordel slå dig ned i deres hyggeligt indrettede lokaler, hvor man kan nyde maden ved langborde.  

Et lille tip: Hvis du bestiller pizza med ruccolasalat, så tjek lige friskheden på salaten inden afgang. Salaten bliver givet med i en separat pose og er ikke altid helt i top.

Landevejens Pizza

Landevejen 73, 8543 Hornslet (Rodskov)

Lige dig, hvis du er til:

  • Udmærket pizza, som er mindre olieret end gennemsnittet
  • Grillretter
  • Cigaretter (åbenbart)

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Mad der spiller sammen med din slankekur

Prøv især:

  • En af de 20 forskellige pizzaer

Hvis du har brug for lidt afveksling fra de andre pizzariaer i Hornslet, kan du tage turen til Rodskov, hvor Landevejens Pizza tilbyder netop de flade bunde med topping og diverse grillretter. 

Pizzaerne er ganske fine og knapt så fedtede som andre pizzaer i samme stil, og så kan du tilkøbe sodavand, chips og slik mv., hvis du virkelig vil gå til den med junkfood.

Deres website er lidt spøjst prioriteret, og det anbefales at klikke sig hurtigt ind på pizzaerne i venstremenuen, så man slipper for synet af det noget mere uappetitlige udvalg af hele 94 forskellige typer cigaretter – inklusive skræmmebilleder – som ligger på forsiden.

Hvis du vil se, hvad de forskellige pizzaer indeholder, før du beslutter dig, skal du klikke dig ind på hver enkelt for at se hvad de omfatter, hvilket kræver lidt tålmodighed.

Men betjeningen er flink og hurtig, så det er et fint supplement til de andre udbydere. Pizzaerne kan med fordel også tages med ned til Følle Strand på lune sommeraftner.

SuperBrugsen

Toftevej 11, 8543 Hornslet

Lige dig, hvis du er til:

  • Heat-it-yourself mad
  • Rigeligt ost
  • Frysepizza

Knapt så meget dig, hvis du er:

  • Arg modstander af selv at skulle varme mad op, før du kan spise

Prøv især:

  • Oles pizza

Korrekt – Superbrugsen er ikke et pizzeria. Og hvis frysepizzaer gælder, kan Fakta, Rema og diverse andre også komme med på listen. 

MEN Superbrugsen ligger dog inde med deres egenproducerede pizzaer, som kan købes med hjem til en tur i ovnen, hvis du er glad for rigeligt ost og mængde er vigtigere end spænding til smagsløgene. 

På frost ligger de berømmede Oles Pizza, som efter sigende er et reelt alternativ til pizzeriaernes bud på samme og den høje pris værd. 

Men hvis du jagter en pizza som er frisklavet, friskbagt og ligger og luner på låret, når I transporterer den hjem, så skal du se længere oppe på denne side, for at finde den rette udbyder. 

Har du spørgsmål, forbedringer eller andet til denne guide?