Få fakta, info og beretninger om Hornslet, som ligger 20 kilometer nord for Aarhus og er en populær tilflytterby for især eksil-Aarhusianere med trang til natur.
Hornslet er en stationsby, som dukker op nogle få meter efter kommunegrænsen fra Aarhus. Med 6.031 indbyggere (2021) er det den næststørste by i Syddjurs Kommune, kun overgået af Ebeltoft, og der er stadig stor tilstrømning af nye beboere.
Byen ligger tæt på Aarhus og Randers, men alligevel med nok afstand til at have et fungerende butiksliv, som i skrivende stund omfatter en Matas, boghandler, herre-, dame- og børnetøjsbutikker, en bager, skobutik, to legetøjsbutikker, to blomsterbutikker og en del andre tilbud.
Byen er omgivet af skove og marker og ligger tæt på sommerhusområdet ved Følle Strand, som samtidig er en helt suveræn badestrand med ren sandbund og skøn udsigt til Kalø Slotsruin.
Er man den aktive type, er der gode muligheder for at udfolde sin interesse i byen – eller tæt derved. Med Hornslet Hallen som største udbyder, er der de klassiske sportsgrene til både børn og forældre: fodbold, håndbold, volleyball, badminton, tennis og mange flere.
Til muskelpumperne, og andre som vil styrke kroppen, er der tre forskellige fitnesscentre – og desuden et decideret crossfitcenter i en tidligere fabrikshal.
Læs også: Find fitness i Hornslet
Herudover er der også en lang række andre tilbud. Blandt andet et yogacenter, mountainbikeklub og en kajakklub, så der er virkelig noget til enhver smag. Hvis man blot ønsker sig en almindelig god løbetur er Hornslet også leveringsdygtig i seværdige ruter på parkstier gennem byen eller i de omkringliggende skove.
Hvis sulten trænger sig på, men lysten til at svinge kødgryderne er noget mindre, er der fine muligheder for at spise ude eller at hente mad hjem.
Som man måske kunne forvente, er udbuddet størst inden for de klassiske pizzaer, hvor der er godt med olie og pepperoni indblandet, men der er også meget mere end dét, når man får kigget i de rigtige kroge.
Læs også: Take-away i Hornslet
Hornslet byder både på pizza, grillmad, tapas, klassiske danske retter, salater, moderne kvalitetsburgere og hvis man lige triller et par kilometer ud fra byen, kan man også hjembringe sushi, thairetter eller græsk mad til at glæde smagsløgene.
Er lysten til at spise ude til stede, byder flere spisesteder og caféer på et bord og hyggelig stemning. Selv den lokale biograf serverer gladeligt et måltid mad i forbindelse med en god film.
Hvert år er der en fast håndfuld krydser i kalenderen for borgerne i byen. Den gratis musikfestival ‘Rosenholm Festival’ slår teltdugen op i starten af juni, hvor fadøllene kan nydes til tonerne af en lang række mindre bands og en håndfuld større navne. De seneste år har blandt andet Love Shop, Pernille Rosendahl og The Blue Van været forbi scenerne.
De lokale butikker og nogle omrejsende kræmmere laver midtbyen til et større udendørsmarked i maj måned, hvor boderne fylder gaderne og balloner, lodder, gode tilbud og noget værre skrammel kæmper om opmærksomheden. En hyggelig tradition for byens borgere, som også kan slå sig ned i jazzteltet og få en grillpølse til lyden af en trompet.
Børnefamilierne bliver beriget med den traditionsrige fastelavnsfest i Hornslet Hallen, juletræstænding foran kirken, børnekulturnat og diverse andre tiltag i løbet af året.
Hornslet er i det hele taget en god by at være småbørnsfamilie i. Mange tilflyttere rykker netop til Hornslet, fordi familien er udvidet med en lille ny, og der er derfor også tilpas mange arrangementer og tilbud, som er henvendt til børnefamilierne.
For de gravide er der tilbud om at indgå i en mødregruppe, som giver en lille udvidelse af netværket i den lille by, og samtidig en støtte blandt ligesindede i opstarten med et nyt familiemedlem. Herudover er der mulighed for babyrytmik på biblioteket, efterfødselspilates og babytummel hos Hornslet fysioterapi, samt babysvømning i Auning få kilometer væk.
Læs også: Find svømning i Hornslet (og omegn)
Hornslet indeholder en håndfuld institutioner, hvoraf flere er integrerede vuggestuer og børnehaver, mens der selvfølgelig også er mulighed for at få de små passet hos en af de mange lokale dagplejemødre. Blandt institutionerne er der en enkelt naturbørnehave i form af Mosegården, mens der fra 2024 åbner en ny naturinstitution for 100 børnehavebørn og 30 vuggestuebørn på en 10.000 kvadratmeter stor naturgrund.
De lidt større børn kan klare skolegangen på Hornslet Skole eller en af de nærtliggende private skoler – Uggelbølle friskole eller Rønde Privatskole. På Hornslet skole er pladsen blevet lidt trang, så der bliver bygget en ny udskoling i forbindelse med Hornslet Hallen til 6.-9. klasserne, som efter planen står klar i 2024/2025. Her bliver der også bygget et såkaldt ‘ungespot’, hvor de ældre elever kan tilbringe fritiden i hinandens selskab.
I 2021 er arbejdet med at etablere et nyt kulturhus i Hornslet påbegyndt. En dedikeret arbejdsgruppe står for udviklingen sammen med de frivillige, som har lyst til at få indflydelse på byens kommende mødested.
Hidtil har byens bibliotek og Kom-bi, som er Hornslets biograf, været centrum for foredrag, film, teater med videre. Men nu er der snart endnu mere plads og mulighed for at lade kulturen udfolde sig i byen.
Der er stadig noget ventetid, før det første spadestik til det egentlige kulturhus bliver taget. Utålmodige kulturelskere kan dog få stillet dele af deres sult på den midlertidige scene på kulturgrunden ved Kom-bi, hvor teater, foredrag, musik og meget mere kan folde vingerne ud.
I juni 2021 har grunden allerede været brugt til så forskellige arrangementer som foredrag om bæredygtigt havebrug, teaterforestillingen ‘Picnic’ og en syngende fortælling i forbindelse med mærkedagen for Sønderjyllands genforening med Danmark. Så det tyder på, at der bliver arrangementer for enhver smag.
Med sin placering i Syddjurs Kommune har Hornslet by en betragtelig fordel i lavere grund- og huspriser i forhold til landets næststørste by, og det har været med til at tiltrække nye beboere. I 2019 kom 45% af alle tilflyttere fra Aarhus, mens Hornslet var den by i Syddjurs kommune med tredjeflest tilflyttere (17%). Kun overgået af Ebeltoft (28%) og Rønde (19%).
Tilflytterne holder fast i deres arbejdsplads i Aarhus, hvor over halvdelen af de nye borgere pendler til hver dag. Smilets by er let tilgængelig fra Hornslet via bus, letbane eller motorvej. Og hvis man hellere vil se mod Randers, er der så godt som præcis samme distance dertil.
Find ud af endnu mere om Hornslet på denne side, som er tiltænkt at gøre det lettere at finde alle de gode ting ved Hornslet, som gemmer sig rundt omkring.
Der er de helt synlige tilbud i bybilledet, men også en lang række initiativrige indbyggere, som laver firmaer på kryds og tværs eller skaber tilbud, som ikke nødvendigvis bliver blæst ud på lysskærme og bannere ved REMA-rundkørslen.
Gå på opdagelse i de forskellige guides eller giv dit eget tip til noget, du mener bør blive givet videre til nye, gamle eller kommende beboere, ved at tippe mig her: Send et tip. Og hvis du ikke er helt med på, hvem jeg er, så kan du læse lidt om det her: Om Hornslet-Guiden
Hornslet by er placeret 25 km nord for Aarhus og 30 kilometer sydøst for Randers. Byen befinder sig i den vestlige del af Djursland tæt på Kalø Vig og Mols Bjerge nationalpark.
8543 er postnummeret til Hornslet.
Hornslet ligger i Syddjurs Kommune lige på kanten til Aarhus Kommune.
Der bor 6.031 indbyggere i Hornslet (2021)